Teaser til forestillingerne

Store oplevelser venter
Festival of Wonder, Silkeborg Dukketeaterfestival, finder sted 5.-8. november 2015. Det trykte program samt festivalens website www.festivalofwonder.dk forventes klar omkring 20. august og billetsalget starter på www.silkeborgbilletten.dk fra 1. september.

Silkeborg Kommune, Statens Kunstråd og en række private sponsorer har gjort det økonomisk muligt, at kunne præsentere en række af verdens bedste teatre indenfor dukke-, animations- og visuelt teater.

Hårdt arbejde har gjort det muligt at kunne præsentere over 100 events, hvoraf 90 er forestillinger. Der er forestillinger i alle aldersklasser, endog helt ned til 0 år. Festival of Wonders særkende gennem mange år er de store internationale forestillinger, hovedsagelig for et voksent publikum.

Det vil vi også kunne leve op til i år.

Der deltager teatre fra Danmark, Holland, Frankrig, Irland, Israel, Tyskland, Canada, Taiwan, Grækenland samt ikke mindre end 5 forestillinger fra Tjekkiet.

Herunder kan du læse highlights fra forestillingerne på Festival of Wonder 2015.

Obludarium
Vi har den glæde atter at kunne præsentere Obludarium af Forman Brothers Theatre fra Prag. Det er en kæmpe oplevelse, du ikke må gå glip af. Vi har vist den før, men vi bliver bestormet af henvendelser, der beder os om at vise denne perle igen. Nu gør vi det så igen ved 4 offentlige forestillinger.
Bestil dine billetter i god tid. Der bliver rift om dem.
Læs mere

Hov!
Alle aldre er præsenteret på festivalen. Endog helt ned til 0 år. Så hvis du er gravid inden festivalen, så kom bare J.
Teater Blik tilbyder i forestillingen ”Hov!” at spille helt ned til de nyfødte. Forestillingen er baseret på origami og er et flot eksempel på en småbørnsforestilling, der er lykkedes.
Læs mere

Verdensbilleder og Besat af æbler
Andre teatre spiller for de små.  Det gælder fx om Teater Nordkraft og Teaterværkstedet Madam Bach, der også påvirker de helt små’s følelser, synsindtryk og høreindtryk fra henholdsvis ”Besat af æbler” og ”Verdensbilleder”.

Lammet der faldt ned fra himlen
Et af de internationale teatre, Naivni Theatre fra Tjekkiet opfører også en småbørnsforestilling helt ned til 1½ år. Det er ”Lammet, der faldt ned fra himlen”, der har gået sin sejsgang på adskillige internationale festivaler gennem det seneste år. Nu er de i Silkeborg med en skøn forestilling, hvor børnene efter forestillingen får mulighed for at lege med effekter fra forestillingen.
Læs mere

I det blå bjerg
Er man mere til et rigtigt eventyr skal man se Syddjurs Egnsteater med forestillingen ”I det blå bjerg”, et rigtigt eventyr, hvor vinderen får det halve kongerige.
Læs mere

…om ikke at blive ædt
Kan man ikke nøjes med et eventyr i en forestilling skal man se Peter Holst fra Grønnegade Teater fremføre  ”…om ikke at blive ædt”. Det er en helt fantastisk historie fortalt af en blændende fortæller. Og her er alle eventyr blandet til en helt ny og overraskende historie.
Læs mere

Den isblå sang
I den poetiske genre finder du Teater Månegøgl med forestillingen ”Den isblå sang”, der med smukke billeder og betagende musik skildrer en historie, som foregår i Grønland.
Læs mere

Smack
Skal det være mere ”hårdslående” skal børnene opleve ”Smack” af teater Værk. Her er der akcion fra start til slut i en halsbrækkende forestilling med effekter fra sort teater.
Læs mere

Ebbe Skammelsøn
Der er også fut og fart på Quasi Teater, der i et højt tempo fremfører folkevisen om Ebbe Skammelsen. Blændende fortalt med højt tempo og forrygende musik på el guitar.
Læs mere

Beatrice
I forestillingen ”Beatrice”, af det nye teater Tidsrum tages du med en tur ind i et slags vokseneventyr med dampende maskiner og kærlighed med skygger, musik, roterende mekanik og dunkende maskiner.
Læs mere

Papirmåne
Der er også alvorlige og vedkommende emner i nogle af forestillingerne. Det er der fx i Meridiano Teatrets ”Papirmåne”, der på en smuk og vedkommende måde bringer emnet om skilsmisse set fra barnehøjde på scenen.
Læs mere

Farvel hr Muffin
Teater Refleksion og De Røde Hestes forestilling ”Farvel hr Muffin” tager emnet om døden op på en helt usentimental måde gennem historien om pindsvinet hr Muffin, der skal dø efter et langt og godt liv. Han er tilfreds med sit liv og siger:” Måske er døden ikke noget vi skal være bange for”.
Læs mere

Vejen hjem
Teater refleksion har en anden forestilling med på festivalen. Det er forestillingen ”Vejen hjem”, der skildrer et barns oplevelser om i fantasien at flyve ud i det ydre rum.
Læs mere

Hvalens sang
På festival of Wonder kan du også opleve en (næsten) levende hval. Det er teater OM, der igen har begået en genistreg af en forestilling med ”Hvalens sang”. Ved sidste festival spillede teatret en forestilling, hvor publikum sad inde i en kæmpe iglo. Nu sidder du inde i hvalens mave for at høre en underfundig historie om hvaler og hvalsang, venskabet mellem en pige og en hval, mødet med Pinocchio ...og plastik.
Hvalens sang

Åbent hus
I Riddersalens forestilling ”Åbent hus” kan de 1½-4 årige opleve en rigtig skøn historie om Ragnhild, der  mindes sin fødselsdag for længe siden, hvor tøjhunden Hunni blev væk et eller anden sted i det store
dukkehus. Rolig nu. Alt ender godt.
læs mere

Strings of Music
På den åbne scene i Den Kreative skole opfører det græske teater Antamapantahou familieforestillingen ”Strings of Music”. En dejlig, munter koncert med et væld af forskellige marionetdukker, mesterligt ført af to dukkespillere / skuespillere.
Læs mere

Opera Opaque
Er du barn eller voksen og kan du tåle et godt gys, så skal du se ”Opera Opaque” af det franske teater  Plexus Polaire. I denne fantastiske, men også sjove og skræmmende forestilling, støder du på uhyggelige væsener, farlige handlinger, skrig og tårer. Se den hvis du tør!
Læs mere

Circus Funestus
Nu bevæger vi os lidt op i aldersklasserne. For de unge opfører Sofie Krog Teater sin splinter nye forestilling ”Circus Funestus”, der får sin Danmarkspremiere på Festival of Wonder. Sofie Krog har turneret verden rundt med sine to evergreens ”The House” og ”Diva”.
Nu venter der os nye oplevelser. Velkommen i et komisk og sort humoristisk cirkusunivers fyldt med finurlige effekter og filmisk dukketeater for teenagere og voksne.
Læs mere

En sand røverhistorie
For store børn og ikke mindst for voksne opfører Gruppe 38 ”En sand røverhistorie”. Det er en ny godnathistorie fra Teatret Gruppe 38 og Carte Blanche. Frit efter Selma Lagerlöfs ”Legenden om juleroserne”. Her vil du også opleve noget uventet. Det drejer sig om ldfhæn nø.  OK det må du selv opleve.
Forestillingen spilles 3 gange. Første gang på engelsk og de næste 2 gange på dansk.
Læs mere

Komedie i Florens
For de voksne opfører Svalegangens Dukketeater ”Komedie i Florens”, som Per Brink Abrahamsen har dramatiseret efter Poul ørums roman. Dronning Margrethe har stået for scenografien og tegnet dekorationer i gouacheteknik.
En af forestillingerne ledsages af Dronningens ”Voice Over”  indtalt på engelsk.
Læs mere

Aladdin
Festivalens åbningsforestilling er ”Aladdin”. Forestillingen er en co-produktion mellem Theatre jeu de Paume og Forman Brothers Theatre, som vi fra Festival of Wonders side i samarbejde med Matej Forman og Claus Mandøe har omarbejdet til en dansk version med Claus Mandøe, som fortælleren.
“Aladdin” fører dig ind i en verden af fortællinger fra “Tusind og én nat” med den farverige historie om drengen Aladdin, om kong Šahriar samt en modig og klog Scheherazade. Du oplever en eksotisk duftende verden af nomader, mystiske steder, haver og paladser til et sted, hvor kraftfulde herskere regerer.
Forestillingen er på dansk med tjekkiske dukkeførere og med engelske overtekster.
Læs mere

Watershed
Fra Tayuan Puppet Theatre Company skal vi denne gang se en helt ny vanddukketeaterforestilling. Forestillingen ”Watershed” er så ny, at den får sin Europapremiere på Festival of Wonder.
I ”Watershed” spiller den Taiwanske fisker en symbolsk rolle som en person, der står mellem liv eller død, en taoistisk mester. To fisk symboliserer yin og yang, den evige forbindelse mellem liv og død, lys og mørke. “Watershed” er et originalt arbejde af Taiyuan Puppet Theatre Company, som er inspireret af Li Yu’s  toogtredive scener lange Chuanqi skuespil ”Bimuyu” fra 1661. Teksten er en original tekst, skrevet af Tayuan Puppettheatre Company og musikken er en original komposition med elementer fra 1920’ernes klassiske KUN opera.
Læs mere

The King
Som decideret voksenforestilling præsenterer vi en helt ny forestilling, ”The King”, af Stuffed Puppet Theatre fra Holland. Her fortæller Neville Tranter historien om en rockstjernes undergang med tydelige hints til Elvis Presley, Michael Jackson og andre stjerner. En tankevækkende forestilling i Neville Tranters velkendte stil.
Læs mere

I kategorien ”alvorlige emner” kan vi præsentere 2 unikke forestillinger.

Clowns Houses
Merlin Puppettheatre er fra Grækenland, men har nu fast base i Berlin. Herfra har de rejst til mange store festivaler med forestillingen ”Clowns Houses”. I forestillingen udfolder sig historier om 6 komisk-tragiske
personligheder, der fører en kummerlig tilværelse. En tilværelse, som de ikke er bange for at miste, men som de er bange for at leve i. Til trods for emnets dystre karakter fremtræder forestillingen både humoristisk og tankevækkende på samme tid.
Læs mere

Threads
Fra Quebec i Canada har vi fundet forestillingen ”Threads” af det Canadiske Theatre Incliné. Forestillingen “Threads” er baseret på “The Tale of The Mountain-Woman”.
En rørende og tankevækkende fortælling om kvinder i krigs zoner. Desværre såre aktuelt i verden af i dag, og måske i verden til alle tider og alle steder.
En smuk, rørende og tankevækkende visuel teaterforestilling med dukker, objekter og gribende skuespil ledsaget af levende musik på violin.
Læs mere

How Lovely
Fra Israel kommer et gensyn med Yael Rasooly. Ved de seneste 2 festivaler har hun præsenteret store succeer med forestillingerne ”The House by the Lake” og ”Papercut”, der begge har turneret rundt i verden.
I 2016 kommer hun med en ny forestilling, men ved denne festival viser Yael Rasooly en soloforestilling ”How Lovely”. Ja faktisk er det hendes første produktion, og, som hun siger, så er det hendes yndlingsforestilling.
Barndommens erindring genopleves gennem en tom cello kasse, stykker af ødelagte violiner og en dukke i menneskestørrelse. Bag den søde musikalske fortælling dukker en anden historie frem….
En ubrudt cirkel, en musiklektion, der tager en uventet drejning, og et net af familiehemmeligheder, er alle komponenter i dette på én gang humoristiske og skræmmende stykke.
Læs mere

The Gramophone Show
Yael Rasooly er også en blændende sanger. Du kan møde Yael Rasooly som sanger i hendes ”Gramophone show” lørdag aften kl. 21:30 i Jysk Musikteaters café til en koncert med evergreens fra 20’erne, 30’erne og 40’erne.
Læs mere

George Melies Last Trick
Et af Tjekkiets kendte dukketeatre er Drak Teatret. Teatret har i denne muntre forestilling iscenesat beretningen om verdens første film magiker, en pioner inden for cinematografi.
”George Melies Last Trick” er en bemærkelsesværdig historie om Georges Méliès liv, et liv, der udspillede sig i stumfilmens første dage. Forestillingen tager tilskueren på en forunderlig og morsom rejse ind i en lokkende verden fyldt med troldmænd og magiske tricks.
Se den. Du vil blive mere end forbavset!
Læs mere

Tryllefløjten
Lørdag aften og søndag eftermiddag præsenterer vi Thalias Kompagnons i samarbejde med Ensemble Kontraste fra Tyskland.
De to dukkespillere giver os en fantastisk og magisk oplevelse, når de lader tæppet gå for historien om Prins
Tamino, hans elskede Pamina, en næsten vanvittig nattens dronning og den sadistiske Sarastro. Vi er i gang
med en vidunderlig og humoristisk opførelse af Mozarts opera ”Tryllefløjten”. Den berømte kontratenor Daniel Gloger klarer alle stemmerne med sin forbløffende alsidige stemme. Et medlevende orkester på otte klassiske musikere, som alle er på scenen, garanterer os en meget munter musikalsk oplevelse.
Denne udgave af Tryllefløjten er en utraditionel og helt uventet oplevelse. Her forbindes den levende musik med meget utraditionelt dukkespil, som projiceres op på en kæmpe storskærm.
Dukkespillet er sublimt og dukkerne, der er i Paul Klee stil, er fulde af skæg og ballade.
En forestilling, som du endelig ikke må gå glip af.
Læs mere

Alt det andet
Det var teaterforestillingerne. Og så har vi slet ikke fortalt om 3 Back Stage Talks med kunstnere fra 3 teatre. Dem må du læse mere om i programmet. Her finder du også informationer om film, udstillinger, billetbestilling og meget mere.

Overnatning i Silkeborg
Hvis du ønsker at deltage i festival of Wonder 2015, så tilbyder Hotel Radisson http://www.papirfabrikken.nu/   store rabatter. Sig blot, at du skal til dukketeaterfestival i Silkeborg, så får du en favorabel pris.

Turistkontoret i Silkeborg kan også anvise B&B  www.silkeborg.com  …. Ligeledes er vandrerhjemmet http://danhostel-silkeborg.dk/ et fantastisk sted, der ligger lige ned til Gudenåen og i gåafstand fra alle spillesteder og centrum.

Et poetisk måneskins møde
PS! Vi glemte helt at fortælle, at du 3 gange kan overvære forestillingen ”Et poetisk måneskinsmøde” med en 8 meter høj dukke ved forestillinger udenfor Jysk Musikteater. Disse forestillinger er et resultat af et samarbejde mellem Festival of Wonder og Petr Forman fra Forman Brothers Theatre. Han har mange kasketter på i øjeblikke, idet han også er kunstnerisk leder af Plzen, Europæisk kulturby 2015.

Velkommen

Velkommen på Festival of Wonder 5.-8. november 2015

Festival of Wonder 5. – 8. november 2015