Velkommen

Ulla Dengsøe
Ulla Dengsøe

Det er en stor glæde atter at kunne byde velkommen til Silkeborg Dukketeaterfestival.

Egentlig vil jeg helst kalde Festival of Wonder en teaterfestival med fokus på de ekstra dimensioner, som ”almindeligt” teater ikke har, nemlig dukkerne, objekterne og den stærke visuelle del.

Med 102 events i alt præsenterer vi forestillinger kun for voksne, forestillinger for børn fra 0 år, film, workshops og udstillinger. I år deltager 17 teatre fra Danmark og 13 internationale teatre fra Holland, Canada, Taiwan, Tyskland, Irland, Grækenland, Israel, Frankrig og ikke mindre end 4 teatre fra Tjekkiet, der har en helt enestående tradition for dukketeater.

Det bliver muligt at se teater med mange forskellige teknikker som stangdukker, handskedukker, marionetdukker; ofte i samspil med skuespil, masker, dans, levende musik og sang, projektioner mv. Også visuelt teater er repræsenteret på festivalen.

Under temaet ”Animationtheatre and Human Conditions in Modern Societies” sætter vi fokus på menneskets vilkår i det moderne samfund bl.a. med Stuffed Puppet Theatre’s nye forestilling ”The King” om Elvis Presley og Michael Jacksons situation lige der, hvor berømmelsen falmer, og hvor de, der før var venner, nu ikke er til at stole på.

Et andet eksempel er Theatre Incliné´s forestilling ”Threads” (s. 20), der forholder sig til kvinders situation i krigszoner. Temaet sættes i perspektiv med forestillinger, hvor magien og poesien frisætter publikums fantasi, f.eks. i Theatre Forman Brothers forestilling Obludarium.

Med vores Back Stage Talks kommer publikum så tæt på kunstnerne, at en dialog omkring forestillingen bliver mulig.

En kæmpestor tak til vores mange besøgende teatre fra nær og fjern, som har gjort dette program muligt, og ikke mindst tak til vores festivalteam af professionelle og frivillige hjælpere og til de mange lokale samarbejdspartnere.

Alt dette kan naturligvis kun lade sig gøre med økonomiskhjælp fra mange kilder, herunder Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, som støtter festivalen for fjerde gang. Se den fuldstændige liste her.

Ud over de offentlige forestillinger vises der også lukkede forestillinger for alle kommunens skoler

Til hovedpersonerne, publikum: ”Hjerteligt velkommen! Gå på jagt i programmet. Der venter helt sikkert store oplevelser forude”.

Ulla Dengsøe
Kunstnerisk leder

Steen Vindum
Steen Vindum

I begyndelsen af november indtager dukketeaterkunstnere fra nær og fjern Silkeborgs mange gode scener. Tilskuere fra mange lande følger i deres fodspor, for Festival of Wonder er anerkendt verden over for sit høje kunstneriske niveau. Byen får et mellemnavn; Nordens dukketeater by.

Navnet er velfortjent. Arrangørerne arbejder året rundt for at holde fast i det. De rejser rundt for at finde det bedste dukketeater for enhver smag og for enhver alder. De planlægger omkring 100 begivenheder i forbindelse med festivalen. Ikke blot på byens scener, men også på kommunens skoler.

Og nu – når det hele går løs – tilbyder frivillige at give en hånd med. For sådan er vi i Silkeborg; en by og kommune, hvor det falder os naturligt at hjælpe hinanden.

Vi håber meget, at de af dukketeaterelskerne, der er gæster i Silkeborg, også vil nyde at besøge byen og gøre brug af byens livlige handelsliv, dens gode restauranter og overnatningssteder.

Der hersker ingen tvivl om, at Festival of Wonder placerer Silkeborg på det kulturelle verdenskort. Det skal arrangørerne have en stor tak for. 5. til 8. november bliver i sandhed en Festival of Wonder. Jeg glæder mig!

Steen Vindum
Borgmester

Gitte Willumsen
Gitte Willumsen

For mig er Silkeborg Dukketeaterfestival – Festival of Wonder – en tilbagevendende begivenhed, som min familie altid har taget del i. Vi har, lige fra min drenge var små, altid været at finde på et af de mange spillesteder for at få en unik oplevelse.

Hvad er Silkeborg Dukketeaterfestival – Festival of Wonder for dig? Måske glæder du dig til en fast tradition med gamle venner, når teatrene indtager byen? Måske drømmer du om at deltage i en workshop? Eller går du efter de unge talenter, der eksperimenterer og overrasker?

De flere end 100 forestillinger i hele byen kan kun lade sig gøre, fordi mange frivillige og kulturinteresserede lader sveden springe og nøjes med ganske få timers søvn i dagene op til festivalen. De gør det gerne, ved jeg, fordi det giver mening for dem at stable et arrangement på benene til glæde og gavn for andre. Men også for dem selv. For det giver et kick at gøre noget sammen med andre, at være fælles om at skabe noget, og lykkes med det. Så måske skal du også give et nap med?

Uanset hvad Dukketeaterfestivalen er for dig, har du gode chancer for at finde det – og mere til – i det omfattende program for 2015. Vi byder velkommen til teater fra hele 4 kontinenter og kvaliteten er som altid i top.

Gitte Willumsen
Formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget

Festival of Wonder 2021